
Jeg fatter ikke hvordan, men det er lykkedes mig at glemme psykolog i dag, for anden gang i træk. Det er ikke bare pinligt, det er super-duper pinligt. Specielt eftersom det er en af de sidste gange jeg skal komme der, inden vi går i gang med gruppe-terapi (som er dybt hemmeligt, og omgærdet af mystik og tavshedspligt, så om det vil jeg ikke fortælle andet end at det starter den 27. og at vi bliver 6-8 hemmelige piger der skal tale om hemmelige ting)
Nå, men det er blevet rykket til i morgen og så må jeg lige huske at møde op.
I dag har også været dagen hvor skolebøgerne fra 3 år i gymnasiet er blevet afleveret. 50 bøger i alt, siger jeg bare. Jeg skulle aflevere dem til min store kærlighed aka HC som er bogdepotsansvarlig og min gamle matematiklærer. Jeg har vældigt ambivalente følelser overfor ham, i det jeg egentlig synes han er en fin fyr, men jeg er simpelthen så mange for at se ham, da jeg havde en periode i anden g, hvor jeg tit besvimede når han var i nærheden - selvom jeg ikke engang vidste han var i nærheden. Men nu er manden blevet gift, og jeg kan derfor slappe af. Jeg slap derfor fra gymnasiet i god behold.
Jeg finder det noget så morsomt at se de nye 1. g piger. De er altid så dullede op, på en måde, så de lige så godt kunne stå på Broen og ryste røv til Nik & Ja-a-ay, som de kunne være på vej til Biologitime. Det er ikke fordi jeg ikke synes det er fedt at folk gør noget ud af sin selv til hverdag, men jeg værdsætter også forskellen mellem hverdagstøj og festtøj - og det samme omkring make-up. Fuld krigsmaling finder jeg bare ikke flatterende til hverdag.
Men sådan er 1. g piger altid, og sådan var jeg også selv. Det er jo også det der med at falde mere til et nyt sted, før man kan klare at møde op uden make-up og så videre.
Og nu kan jeg selvfølgelig sagtens snakke, for jeg laver jo slet ikke andet end at sidde herhjemme og se Heroes. Som jeg egentlig finder vældigt uhyggeligte, men Milo Ventimiglia er hotness.