Tilhører ikke en mand, men en sport.
Jeg startede til atletik som 12-årig. Både min storesøster og min lillebror gik til det, og min far havde også dyrket atletik som ung, så det var ren familieforretning.
I det første lange stykke tid, var min primære disciplin dog at falde over mine egne ben gentagne gange. Jeg lignede på ingen måde en, der på nogen måde kunne blive til noget.
Jeg stillede kun op til få konkurrencer, og leverede bestemt ikke imponerende resultater.
Et par måneder inden jeg blev 14, fik jeg ny træner. Jeg rykkede op i 14-17 års gruppen, hvor den tidligere træner netop var blevet bedt om at stoppe. I stedet for, kom Mikkel ind som træner. Vi var stort set ikke nogen i den gruppe, og jeg var den eneste der var der fast. For min træner, Mikkel, var det ikke den vilde lykkefølelse, at den eneste faste atlet på holdet ikke rigtigt kunne noget, overhovedet. Men på en eller anden måde, fik han puttet noget form på mig, så jeg pludselig kunne noget.
I januar måned, hvor jeg var fyldt 19 et par måneder inden, var der vestdanske mesterskaber, altså mesterskaberne for atleter fra Jylland og Fyn. Jeg havde hørt at kom man blandt de 10 bedste her, ville klubben sende en til DM.
Jeg sluttede som nr. 7 i 60 meter, og var overlykkelig over at få lov at komme med til DM. Selve resultatet til DM, var vist lidt for meget præget af nerver, men jeg fortsatte glad.
Mit egentlige break through, som en af de dygtige sprinterpiger, kom til det udendørs DM senere det år, hvor jeg blev nr. 4, og var sinddsygt lykkelig for den placering.Det var også det år, var jeg kom med på seniorklubholdet til Danmarksturneringen, som er Danmarksmesterskabet for hold.Vi fik sølv, og jeg var noget så stolt, af at få lov at bidrage.
Første individuelle medalje kom i januar 2005, altså et år efter at jeg blev nr. 7 til de vestdanske mesterskaber. Til samme mesterskab, løb jeg mig helt op til en sølvmedalje.
Det følgende år trænede jeg rigtigt hårdt, og inkasserede da også en stor slat medaljer derefter. Jeg blev optaget som Team Danmark elev på Gymnasiet, af Dansk Atletik Forbund, på wildcard, da jeg ikke havde klaret talentudviklingskravene, men fordi jeg virkede lovende.
Jeg kæmpede virkelig for de hurtige tider, jeg løb det år, og næste med og forsøgte at nå de krav, for at kunne blive en virkelig del af de allerallerbedste ungdomsatleter. Men jeg er en rigtig bambi på glatis, og kom konstant til skade. I 2005, var det desværre også at jeg pådrog mig den skade i foden, jeg stadig lider under. Det resulterede meget svingende indsatser, da jeg havde så svært ved at kunne træne ordentligt, som konstant skadet.
I 2006, døjede jeg stadig under skaderne, og i sommeren skete der andre ting i mit liv, der gjorde at jeg koncentrerede al min energi om træningen, for at glemme smerten. Jeg var desuden i februar endelig blevet kærester med en sprinter fra Vejle jeg havde haft et crush på længe, så det var muligt for mig at fokusere på sporten. Jeg trænede gerne 6 gange om ugen, og havde så mange ambitioner.
Men i det sene efterår, 2006, begyndte jeg at blive for stresset. Jeg gik i 2. g, og havde svært ved at få ambitionerne indenfor både skolearbejde og træning, til at gå op i en højere enhed. Jeg besvimede en enkelt gang til træning, men tænkte ikke mere over det.
I december måned, besvimede jeg en dag i skolen. Jeg havde fået 7 (på den nye skala) i en dansk stil, jeg troede var god, og var helt ude af den. I matematiktimen bagefter besvimede jeg pludselig midt i det hele. Jeg husker hvordan alle skreg op. Lærerne blev dermed opmærksomme på mine problmer, og efter samtale med studievejleder, blev jeg sendt til psykolog.
Pga. en besvimelse senere i december pådrog jeg mig en hjernerystelse, og kunne derfor ingenting i halvanden måned. Alligevel lykkedes det mig at få bronze til det indendørs DM i februar måned, 2007.
Men jeg droslede mere og mere ned for træningen, da jeg var for stresset. Jeg endte med at blive en meget on and off-agtig aktiv.
På trods af at 2007 ikke blev mit år som sprinter, var jeg med til Europa Cup for junior klubhold i september. Mit hold havde nemlig året forinden vundet det danske mesterskab. Det var den fedeste tur, nogensinde. Der var en fantastisk stemning på stadion i Cottbus, og dagen efter, fik vi billetter til Golden League i Berlin. Det var helt vildt at se de kæmpe stjerner på tætteste hold, og satte mit ambitionsniveau i vejret.
Men jeg fik det dårligere og dårlige, og stoppede med at træne. I 2008 har jeg måske været til træning 5 gange i alt. Jeg havde planlagtat starte igen, når læseferien startede, og der var udsigt til at jeg blev student, men blev i mellemtiden sendt til læge af min nye psykolog, og fik at vide, at jeg havde en depression, så den drøm røg igen.
Jeg ved nu, at jeg ikke kan starte igen. Aldrig for alvor, for mit ambitionsniveau er for højt, stadig. Jeg kan ikke klare de nederlag jeg vil få. Atletikverdenen bragte mig allerede for mange nederlag de år, og jeg kunne kun klare dem fordi jeg virkelig ville. Nu er jeg ikke længere i stand til at klare det. Jeg har andre drømme og ting jeg vil i livet, men mit hjerte vil nok altid bløde ved tanken om sprinten. Om alle de drømme jeg aldrig fik udlevet.
Kæresten er desuden også stort set stoppet med træning, for at få plads til hans kæmpe drøm, nemlig forskningen. Lillebror er dog i fuld gang stadig, med plads i talentudviklingen, både i stangspring og på 200 meter. Han har nok desværre det talent jeg ikke havde.
