Hvis man nu kender David Lynch som filminstruktør, er man godt klar over at han ikke er en lyserød candyfloss-agtig happy-ending type. For eksempel ved man godt, at han er ret glad for ild. Og mord, foretaget på morbide måder. Og en hel masse mørke. Rigtigt meget mørke.
Så det kom ikke bag på mig, at malerierne i udstillingen var pænt... Voldsomme. Det betød dog alligevel ikke, at de ikke skræmte mig. For de er fucked up. Det er de. Og jeg forstår dem ikke nødvendigvis. Men alligevel, finder jeg dem svært interessante.
Udstillingen foregår på tre etager. På første sal, er den mest fascinerende del, de store og voldsomme malerier. På anden etage er der tegninger og litografier. Tredje sal er hovedsageligt for de hardcore Lynch-nørder. Her udstilles tegninger og noter, lavet på både servietter, brækposer fra fly, og post-it's. Samtidig viser den lille biograf nogle af hans helt tidlige kortfilm, der kan få selv en hardcore Twin Peaks fan, og hendes meget tålmodige og skarpe følgesvend, til at ryste på hovedet.
Når man går rundt og kigger på billederne, er der samtidig indlagt baggrundsmusik. Rundt omkring står der dimser, med knapper man kan trykke på, hvorefter der kommer flere lyde i baggrunden. Det danner sådan en rigtigt fin Lynch-stemning.
Jeg forsøgte at virke nice og presseagtig, og tog billeder undervejs.
PS. Udstillen varer indtil midt i januar, så I skal skynde jer
PPS. Ja, jeg ved det godt. Udstillingen har kørt siden midt slutningen af september, så jeg er hååååååbløst bagude. Men jeg har ligesom ikke været i hovedstaden siden der, vel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar