Hvad jeg havde paa den der aften/nat

Den der aften/nat, er selvfoelgelig i nat.



Jeg har ikke saerligt meget toej med, saa jeg genbruger de fleste outfits. Dette har jeg allerede brugt et par gange i byen. Undtagen huen, den er Camerons, men jeg var herrelaekker med den.
Jeg stjal herremange paraplyer fra tilfaeldige opgange, sang Hey Jude, sagde konnichiwa til samtlige forbipasserende og brokkede mig hoejlydt, hvis de ikke svarede, roeg cigar paa en overklasseabr med 400 forskellige slags tequila, og festede til den foerste metro gik tilbage til hostellet. Nu har jeg serioese toemmermaend.
Tokyo er saa nice!

What are you wearing in Matsuyama?

Kjole fra Asos, cardigan fra Gina Tricot, tights fra Pieces, solbriller fra Versace. Og i posen har jeg gaver til mine soestre.

Jeg startede dagen med at tage en taxa til Central Post Office - jeg var nemlig loebet toer for penge, og det skulle vaere det eneste sted der havde en ATM der tog udenlandske kort.
I taxaen begyndte jeg at stresse, da det gik op for mig at der var en risiko for at jeg ikke kunne haeve penge derfra, og derefter ville staa uden en krone, da jeg havde brugt alt paa taxa. Denne frygt afspejlede sig i at jeg valgte den forkerte bygning, og naesten begyndte at graede, da ATMen der ikke ville tage mit kort. Heldigvis saa den rare bankdame mit fortvivlede ansigt, og fulgte mig over paa posthuset, og hjalp mig med at haeve penge.

Efter at den der sten var faldet fra mit hjerte, gik jeg rundt og kiggede i shoppingcentret, hvorefter jeg besluttede mig for at jeg burde kunne finde vej til Matuyama-Jo, som er et slot paa en hoej.
Jeg fandt hen til charlift indgangen, tog mod til mig, og tog en charlift op ad hoejen. Se selv.



Det var et rigtigt smukt omraade, og oveni det, helt fantastisk vejr. Saa jeg fik en del tid til at gaa med at kigge mig omkring.

Da jeg var kommet ned igen, tog jeg mod til mig og tog toget for foerste gang. Jeg er ikke sikker paa hvorfor jeg var bange for at tage toget, udover det faktum at koereplanerne kun er paa japansk og saadan. Heldigvis skulle jeg bare tilbage til mit eget omraade, saa jeg vidste jeg ville kunne genkende det.
Da jeg endelig fik mig selv overbevist om at det var det jeg gjorde, kom der et helt specielt tog. Det stopper kun 3-4 steder, vist ved de stoerste turistmaal. Heldigvis bor jeg ved en af disse - og det samme goer det turistmaal jeg skulle besoege. Men det var ikke kun det, der gjorde toget specielt. Jeg illustrerer:



Efter en tur i det fine bumletog, var naeste udfordring at vaere noegen offentligt. I hvert fald offentligt blandt andre kvinder. Dogo Onsen, skulle vaere kendt for vandets guddommelige kraefter. Jeg ved ikke om jeg fik nogle af de overfoert, maaske tager det en dags tid om at virke. Efter badet skulle jeg havde en kimono paa (som en af de ansatte derefter rettede et par gange), drikke te og spise smaakager. Det var meget hyggeligt.

Jeg er rigtigt vild med det omraade jeg bor i, og Matsuyama Youth Hostel har saa meget potentiale til at vaere et hyggeligt sted. Desvaerre er jeg den eneste unge - og den eneste vesterlaending, saa det bliver bare lidt ensomt.

Og her vil jeg gerne bemaerke at jeg maaske har guddommelige kraefter alligevel. For lige efter at jeg skrev det, satte der sig en helt hvid (:D) mand ved siden af mig. Hvad sker der for det? Er jeg ikke laengere Johanne alene i verden?

Japanske sko

Udover Shibuya 109 og Harajuku i Tokyo, er stoerstedelen af japansk mode, som den europaeiske, men nogle gange har jeg svaert ved ikke at bryde ud i hysterisk latter og pege. Det problem havde jeg f.eks. her



Hvis julemandens kone kom til Japan for at koebe nye sko, er jeg sikker paa hun ville koebe dem i samtlige farver.

K-POP

Hvis nogen skulle vaere tvivl, er K-POP det nye sort - I hvert fald i Korea.
Det gode ved K-POP er isaer de dansemoves der foelger med, der er nemme at danse med paa.

Og uden naermere omsvoeb giver jeg jer her min yndlings K-POP sang, som blev sunget og danset meget den sidste uge. Jeg fik ikke nogen til at give mig ret i at Korea er roevracistiske naar de synger Sorry Nigger, men det er bare fordi de ikke vil indroemme det.

SUPER JUNIOR - SORRY SORRY

Dybe ord om Korea

Jeg har vaeret en uge i Korea, hvor jeg besoegte England, som er en herrenice amerikansk pige, bosat i Korea som laerer. Og til min rejseblog har jeg forfattet to indlaeg om koreanere. Dem faar i, i et indlaeg her!

FOELGENDE KENDETEGNER ALLE KOREANERE

- Awkward hello's - udoevet specielt af unge mennesker, overfor folk der tydeligvis ikke er asiatere. Et hello efterfulgt af et fnis. Dette udoeves mest i grupper, hvor hello-sigeren derefter kan fnise med vennerne, og derefter give dem mod paa at goere det sammen. Eller, som hoert for et par timer siden "hello! goodbye! I love you!"

- Fisk. Koreanere kan godt lide smagen af fisk. Ogsaa paa chips. Saa man skal passe paa med at vaelge de rigtige chips, for man kan risikere at ende med dem med blaekspruttesmag.
Det giver lige pludselig sketchen fra Hvad snakker du om, meget mere mening "Vil du have et tyggegummi? Det smager ikke af fisk, overhovedet ikke"

- De vil gerne dele. I hvert fald havde vi en frokost for et par dage siden, hvor vi ventede paa vores mad, men konstant fik tilbudt diverse retter fra bordet ved siden af os. Og sprut.

- De kan ikke lide japanere. I foelge Harley, er de dog alle halvt japanere, fordi japanern paa et tidspunkt havde gang i massevoldtaegter.
Men de kan ligesom japanerne, godt lide overpyntede kager og ting der er cute.

- De kan godt lide kaal i en meget spicy sovs, og forventer at man ogsaa kan. Faktisk skal man helst lyve og sige det smager herregodt.


- Korean surprises. Man kan tilsyneladende ikke rigtigt helt regne med noget, for der er risiko for at det skifter i morgen. Som da Alina fredag fik at vide at hun skulle flytte til en anden lejlighed mandag, dvs i dag - uden overhovedet at vide at det overhovedet var meningen, paa forhaand.

- Komplimenter - de er gode til at fortaelle at man er smuk. Og nu ville jeg skrive hvad smuk var paa koreansk, men jeg har glemt det. Det var ogsaa i Korea at jeg modtog mit nye yndlingskompliment, efter at vaere traadt ud af doeren til toilettet paa Club Who's Bob "Oh, so fast"

- Ungerne gaar i skole hele dagen. Efter en skoledag svarende til den danske, gaar de paa private akademier, hvor de laerer endnu mere. Deres dag slutter foerst klokken 9. Det saetter lidt mit brok over dage til 15.15 da jeg gik i gymnasiet i perspektiv. Og saa har de rigtigt meget engelsk. Jeg overvejer lidt om det e nyt at de har saa meget engelsk paa skemaet, for de voksne kan intet af sproget.

- Der er gennem den seneste generation, sket et skifte i prioriteringerne、fra familieliv til karriere. Mens de ikke var unormalt i foraeldregenerationen at vaere soeskendeflokke paa 8-10, er boernene i dag hovedsageligt i soeskendeflokke op til 3. Nu skal man helst vaere 28 som kvinde og 30-35 som mand, naar man bliver gift.
Saa vidt jeg kunne forstaa, bliver boernene opdraget til at det er vigtigt de faar en god uddannelse, saa de kan blive saa rige som muligt. Dette forklarer de mange timers skole.

Jeg har ikke glemt jer

Men lige pt har jeg drukket for meget Soju og er paa vej downtown i Sydkoreas 3. stoerste by.

Jeg er stadig i live

Og jeg holder mig i form!



Er ked af de faa opdateringer, men jeg er pt i Korea og har knap tid til at skrive paa min rejseblog.

VIl I have en bid til af Johanne (Og hvem vil ikke det... Hva?) Saa gaa til min rejseblog som her lige her

Tokyopose

Jeg faar sjovt nok ikke skrevet noget rigtigt for tiden, men jeg fandt endelig en computer der havde　memorycardlaeser. Saa her er "Posering i en vindueskarm med Tokyo-view"

Average Joanna ser tilbage - Tak til...

Ingen tilbageblikskavalkade uden en takketale (og nu har jeg simpelthen ikke tid til at lave flere af disse indlæg)

Jeg vil gerne takke min mor, min far, min bror og de to søstre. Og kærestecarsten.
Og FitnessDK, som måske hjælper mig med at komme igang med den der sundere livsstil. DIF, der inviterede mig til pressemøde og hjalp mig med at opfylde lidt af min medieliderlighed, Stylepaste, som selvom de sender tøj der ikke passer mig, stadig er en lækker webshop. Moluu for at sælge mig en masse pænt tøj. DSeneste, der engang puttede et citat af mig i deres artikel (det var noget med at jeg kunne vende 5 mariekiks i munden på en gang) Friis og CO for totalt at have forbigået mig i forbindelse med events, og dermed er årsag til jeg stadig kan komme med sjove kommentarer og modebloggere iført Friis og CO og nitter, de andre bloggere for at være lækre nok og smide kommentarer, flybillet.dk, der på trods af at de kun gider sælge mig billetter hvor man starter eller slutter i DK, stadig har skaffet mig en billig rejse til Japan, Pernille, fordi hun er herrenice og svensk på den nordsjællandske måde, alle mine dyr og Sydbank for endelig at have givet mig et dankort. Og TV2 fordi jeg ved de en dag indser at jeg skal være med i Vild med Dans.

Og tak til min computer. Den kom efter bloggens start og er nu døden nær. Men du har nu gjort det godt lille computer, du holdte i over et år.

Slut med præfabrikerede indlæg, jeg skal nok få skrevet nogle undervejs alligevel.

Herre ekslusivt indlaeg - indkoeb i Tokyo

Se, dette er et af de helt specielle indlaeg, der kun kommer her og ikke paa rejsebloggen.
Jeg er jo en billig backpacker, saa shopping er ikke det jeg goer allermest i. Mest vindueshopping. Men eftersom jeg var taget afsted kun med loebesko, var jeg naesten noedt til at koebe et nyt par sko.



Og saa blev det ogsaa lige til en bluse i Forever21.

Average Joanna ser tilbage - part 4, som er den om kærlighed

(Nu er vi nået til en gang i 2009, hvis I skulle være i tvivl)

Det der prægede det næste stykke tid på bloggen, var problemer i parforholdet. Jeg tror nok jeg fik skrevet nogle indlæg om at jeg ikke troede det ville holde. Faktisk ynkede jeg en del på bloggen.
Og det holdte da heller ikke. Den 27. marts om aftenen skrev jeg nemlig dette indlæg, der fortalte at nu var det slut.
Det sjove var faktisk at indlægget er skrevet cirka en halv time efter at vi besluttede os for at slå op. Vi fandt nemlig computerne frem med det samme for at slette os som kærester på facebook og sådan. I indlægget står der at vi skulle ud og spise dagen efter - det skete aldrig. Vi græd for meget og han tog afsted om formiddagen.

Og så kom den der singleperiode hvor jeg datede en lillesmule og skrev et par få indlæg om det. Jeg kom dog hurtigt i tanke om at ekskærestecarsten kunne læse med, og at en anden af dem jeg datede også havde fundet min blog, og så cuttede jeg ligesom ned på singleberetningerne. Men jeg havde det sjovt.

Men så i august, kom der et totalt random indlæg om deltagerne til ANTM cycle 13, hvor jeg fik fedtet ind at ekskærestecarsten nu var ved at miste sit eks. Og det gjorde han da også. Han boede derefter hos mig i 5 måneder (han er netop flyttet for sig selv i denne weekend... og ikke fordi han er træt af mig, men fordi det er lidt rarere at have sit eget end at bo hos svigermor og alle hendes unger)

Så min konklusion på denne del er; at være single og slutty er godt, men kærestecarsten er endnu bedre.

Average Joanna ser tilbage - part 3

Jeg fejrede mit halve års jubilæum, med et interessant og dybt indlæg med titlen "Vi er alle muslimer"

Det var godt nok ikke dybere end et billede af mit tøj og en kort kommentar omkring min arbejdsdag. Men jeg overvejer om jeg ikke bør blive hædret for titlen.
Den hvide Karen Millen cardigan, jeg har på, er nu væk. Desværre. Jeg elskede den cardigan, jeg boede faktisk lidt i den.

Men nu vi taler om tøj, kan jeg nævne at mit første indlæg med etiketten WAYWT (what are you wearing today, hvis nogen skulle være i tvivl) var dette
Hvor er det typisk mig at det første billede viser mig i morgenkåbe.
Indlægget hvor jeg indførte betegnelsen kameraprostitution er til gengæld dette
Og det betyder ikke engang at jeg får penge for at tage 5000 ens billeder af mig selv. Jeg tror bare det var en oversættelse af ordet camwhore.

Her bor jeg - et indlaeg uden billeder

ADVARSEL: DETTE ER HERREMEGET SAKSET FRA MIN REJSEBLOG. MEN JEG HAR IKKE LIGE TID TIL AT SKRIVE ET UNIKT INDLAEG PT.

Computerne paa mit youth hostel har desvaerre ikke memorycardlaesere. Jeg ville ellers　laegge billeder over, og vise det omraade jeg skal bruge de i hvert fald naeste 4 dage i. Men desvaerre.
Men jeg kan fortaelle at det er paa 18. sal i et kan fortaelle at det er paa 18. sal i et center kaldet Ramla, lige ved siden af metrostationen Iidabashi. Og her kom dagens sejr: Jeg fandt helt selv derhen! Godt nok med hjaelp fra diverse rare mennesker og maskiner, men jeg er helt selvtilfreds alligevel.

Jeg bor paa et 8 mands vaerelse, men jeg er ikke sikker paa de andre 7 findes. Maaske de bare er ude og se Tokyo.
Faktisk har jeg kun moedt to andre beboere, som begge to var japanere. Vi havde en god snak om politik, samfundsforhold, miljoe og saadan, mens vi ventede paa check-in.

Noget af det, jeg finder skaegt ved Japan er (Jaja, smaa hjerner, smaa fornoejelser) deres toiletter. De er nemlig udstyret med forskellige knapper saaledes at man vaelge forskellige former for bidet funktioner, men ogsaa en knap der afspiller en hoej traekke-ud lyd, til hvis man ikke vil hoeres.

Average Joanna ser tilbage - part 2

Nå, men vi kom ud over bloggens start, og efter to måneder hen til det der virkelig betød noget; jeg skulle tabe mig. I dette indlæg, fik jeg ikke blot vist mig selv letpåklædt og løbende, men også lovet mig selv at jeg skulle tage mig sammen, dyrke motion, og få tabt det jeg havde taget på.

Mvh Johanne, +5 kg efter.

Så vidt jeg ved er det med at tabe mig, vist noget jeg har slynget ud en del gange under bloggens levetid. Jeg har stadig kun taget på. Men nu regner jeg med at to måneder med ris og fisk og frisk frugt, gør udslaget. Og ellers må jeg give den ekstra gas i fitnessDK.