fredag den 19. august 2011

Nyheder fra hende den kærestekedelige

Jeg har ikke skrevet her siden midt i februar. Det er lang tid. Og der er sket sygt meget.
Okay okay okay, det skal man jo sige, for hvis der ikke var sket et eller andet i det halve år der, så ville det være mit liv, der var ved at blive rigtigt kedeligt. Men nu må jeg hellere samle op, hvis det er meningen, jeg skal fortsætte denne return to the bloggerland.

Mine gæs blev slagtet
Det er sådan lidt ondt og hårdt, men de blev altså spist til min lillesøsters konfirmation.

Jeg overlevede 2. semester
Men det holdt hårdt. Seriøst. Jeg nåede at skrive artikler om spøgelser, kønslæbereduktion, seksualundervisning og stress i gymnasiet, plus de mindre, og størstedelen var noget lort. Men jeg bestod min 1. årsopgave, og det betyder da, at jeg ikke er helt ringe til det der journalistikpjat. Nu venter 3. semester om et par dage.

Jeg flyttede sammen med en mand
I slutningen af bloggens levetid, nævnte jeg vist en mand med et grønt halstørklæde, der havde købt mig. Ham bor jeg sammen med nu. Og det er sgu meget sjovt, det der med at flytte sammen. Sammenlagt havde vi alt for mange kopper og glas, og alt for få tallerkener, og nu skal man pludselig rydde op efter sig selv, og mine kjoler må ikke hænge fremme, mens hans musikinstrumenter og forstærkere skal være fremme, men det er alt sammen godt. Vi har købt et fjernsyn sammen, det må være første skridt inden at lave en baby sammen.

Jeg tog lige en måned til Japan
Og jeg er netop hjemvendt. Jeg skal hilse fra japanerne og sige, at de har det godt, og man ikke føder grønne børn af at besøge landet.

Ingen kommentarer: